For langt de fleste børn er familien rammen om deres liv og hverdag. Det er her, de finder tryghed, omsorg, kærlighed. Herfra deres verden går. Derfor må og skal familien også spille en langt større rolle i trivselsdebatten. Er der ressourcer i familien til at hjælpe barnet, skal de bruges og forældrene støttes. I Mødrehjælpen tror vi på og har også erfaring med, at familierne kan meget selv, hvis de får den rette hjælp. Derfor er det vigtigt, at vi ikke på forhånd dømmer forældrene ude, men hjælper dem til at hjælpe deres børn.
Der skal selvfølgelig ikke herske tvivl om, at fagpersonale straks skal underrette, hvis de er bekymrede for et barns trivsel, og kommunen skal reagere prompte, hvis barnet er i massiv mistrivsel og forældrene ikke har evnerne til at hjælpe det. Men det er beklageligt – og i mange tilfælde skadeligt for barnet – hvis vi generelt ser familien og barnet som to modpoler. Og det ser vi desværre en tendens til.
De seneste år er der sket et skifte i dansk børne- og familiepolitik, hvor fokus er flyttet fra at se barnet som en del af familien til et mere ensidigt fokus på barnets beskyttelse og rettigheder. Det er langt hen ad vejen en utrolig positiv udvikling, men desværre med den konsekvens, at forældre i stigende grad ses som nogen, barnet skal beskyttes imod og ikke af.
Samtidig har vi set et øget fokus på nogle af de mest voldsomme værktøjer, man kan tage i brug, hvis et barn mistrives. Et fokus der er affødt af statsminister Mette Frederiksens nytårstale i 2020, hvori hun proklamerede at flere børn skal bortadopteres og af, at man i 2018 indførte den skærpede underretningspligt, så fagpersonale risikerer fængsel, hvis de undlader at underrette om en bekymring for et barn. Ikke overraskende har det fået antallet af underretninger til at eksplodere.
Det ændrede fokus vækker en bekymring for, at støtten til familien i nogle sager om mistrivsel bliver nedprioriteret til fordel for mere vidtrækkende foranstaltninger. Det findes der desværre eksempler på, bl.a. har 24syv tidligere fortalt om Sandie Hansen, der fejlagtigt fik tvangsfjernet sine to drenge.