Partiernes familiepolitiske udspil er milevidt fra at løse problemerne

Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 10. september 2024

Af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen

Familiepolitik er pludselig blevet et brandvarmt emne, som partierne flokkes om. Det er rigtig godt – for forholdene for børnefamilierne er vigtige og der er et stort behov for forbedring især for de mest sårbare familier.

Men de forslag, der er på bordet, er milevidt fra at kunne løse de grundlæggende problemer.

Regeringen efterlyser en struktureret debat, men hvordan skal den foregå – og med hvem? Statsministeren efterspørger gode ideer på Instagram, men er det de privilegerede influenceres stemmer, vi savner?

Og hvad angår politiske løsningsforslag, så stikker det i alle mulige retninger. Konservatives kronjuvel er bedre muligheder for at tjene penge for forældre, der hjemmepasser. SF foreslår ekstra sygedage når barnet er sygt. Og Venstre mere fleksible arbejdstider, mens børnene er små.

Forslag, der kan hjælpe nogle familier til en bedre balance, men som ikke løser de store, grundlæggende problemer. Man kunne derfor godt blive bekymret for, at der er for meget retorik og for lidt vilje til for alvor at komme i arbejdstøjet.

En bekymring, der kun forstærkes af den seneste familiepolitiske melding, der kommer fra Liberal Alliance, som fokuserer på at bruge familiepolitikken som led i en magtkamp til at lokke Venstre og Moderaterne tilbage i blå blok frem for at tage afsæt i virkelige behov i børnefamilierne.

Hæver man sig i stedet lidt op i helikopteren, så står alvoren ikke mål med nogle af de politiske ambitioner.

Vores velfærdssamfund er under pres i disse år og velfærdsinstitutioner som dagtilbud og skoler har svært ved at løfte de børn, der har det svært. Samtidig bliver vores samfund mere og mere skævvredet, og uligheden og sårbarheden vokser blandt de mest pressede børnefamilier. Det er familier, der fx grundet skilsmisse, sygdom eller arbejdsløshed, står midt i deres livs krise.

De familier kender vi i Mødrehjælpen. Vi rådgiver og støtter dem, når livet er svært. De er pressede økonomisk, sundhedsmæssigt og mentalt, og kæmper hver dag for at få enderne til at mødes. Og når de ikke får flere børn, end de gør, er det fordi, de enten ikke har råd eller lyst – det er altså et fravalg, ikke et fertilitetsproblem, som der ellers bliver fokuseret på politisk.

Men det er desværre ikke deres stemmer, der fylder i debatten om, hvordan familiepolitikken skal ændres. Det er ikke dem, der har overskud til at sætte sig og skrive forslag på statsministerens Instagram. Men deres stemmer bør fylde. For hvis vi for alvor skal ændre rammerne og øge trivslen i børnefamilierne, skal vi huske de sårbare familier.

Løsningen er ikke en flyvsk debat, hvor det kun er de privilegerede høje røster, der kan sætte dagsordenen. Løsningen er i første omgang at nedsætte en Familiekommission, der kan arbejde indgående med, hvordan vi får en sammenhængende familiepolitik med fokus på rammebetingelserne for et velfungerende familieliv – også for lavindkomstgrupper, hvor økonomien sætter begrænsninger for børnenes deltagelse i fællesskabet, og hvor kronisk sygdom sætter hele familien under pres. For familiepolitik er i den grad socialpolitik.