Over 47.200 børn vokser op i fattigdom i Danmark i dag. De er ikke kun ramt på økonomi, men er også fattige på fællesskaber, fordi der ikke er råd til, at de kan gå til fodbold med vennerne eller invitere klassen hjem til fødselsdag.
Udskamningen af enlige mødre er heldigvis passé, men noget af det mest skamfulde er stadig at svigte som forælder. Halvdelen af dem, der ringer til Mødrehjælpen i dag, er enlige forsørgere, der kæmper med at få hverdagen til at hænge sammen, med økonomi og manglende overskud.
”Behovet for hjælp er stadig stort hos de mest sårbare gravide og børnefamilier. Sidste år søgte rekordmange familier om ferie- og julehjælp hos os, og historisk mange deltog på vores lokalforeningers gratis aktiviteter,” siger Ninna Thomsen.
Og selvom aborten er blevet fri, er vi ikke sluppet af med skylden og skammen endnu. Alt for mange kvinder står alene med tvivlen, om de skal fortsætte graviditeten eller få en abort.
Derfor er det også glædeligt, at der med abortaftalen fra foråret 2024 blev afsat 1,3 mio. kr. til Mødrehjælpens støttesamtaler om abort, så flere fremadrettet kan få vejledning og støtte.
Jubilæet bliver i disse måneder fejret med en stribe arrangementer i Mødrehjælpens lokalforeninger og markeres desuden med en konference på Christiansborg den 29. oktober 2024.
Til medier: For opfølgende interview med direktør Ninna Thomsen kontakt Mødrehjælpens pressetelefon på 2256 5291 eller presse@moedrehjaelpen.dk
Fakta om Mødrehjælpens historie:
- Mødrehjælpen blev etableret i 1924 som en reaktion på den armod, mange sårbare gravide og børnefamilier oplevede. Op gennem 1930’erne prægede Mødrehjælpen socialpolitikken bl.a. med oprettelse af Den Sociale Skole, som var første sted, hvor socialrådgivere blev uddannet fra.
- I en periode fra 1939-76 blev Mødrehjælpen med Mødrehjælpsloven omdannet til en offentlig myndighed, som havde til opgave at vejlede kvinder om graviditet, fødsel og rollen som mor, samt rådgivning af social, juridisk og sundhedsmæssig art.
- I dag er Mødrehjælpen en selvejende institution, der ud over rådgivning til forældre og de mange frivillige aktiviteter lokalt, også arbejder for at skabe bedre rammevilkår for gravide og børnefamilier i Danmark.
- Mødrehjælpen har i dag 44 lokalforeninger, 46 butikker med brugt børnetøj, 4 rådgivningshuse i hhv. København, Odense, Aarhus og Aalborg, samt 21 nationale og lokalt forankrede samarbejder med kommuner og regioner.