Rådgivning og hjælp, når I går fra hinanden

Kontakt rådgivningen

Få rådgivning og støtte

Få overblik over de mange forskellige tilbud, der findes, hvis du og barnets anden forælder søger hjælp til at komme videre efter skilsmissen.

En skilsmisse er en stor omvæltning for både forældre og børn. Hvis der samtidig opstår konflikter om jeres fælles barn, kan det være en god idé at søge hjælp til at styrke forældresamarbejdet, så de negative følger for barnet begrænses bedst muligt.

Mødrehjælpens Rådgivning tilbyder gratis hjælp og rådgivning til skilsmisseforældre både over chat og på telefon.

01 Andre tilbud til forældrepar, der går fra hinanden

Der kan også være råd og vejledning at hente hos [Familieretshuset], som tilbyder forældre [konflikthåndtering og rådgivning].

Disse tilbud, kan du gøre brug af uden du behøver at starte en sag. Desuden kan der være hjælp at hente i din kommune.

Læs mere om de enkelte tilbud herunder.

02 Rådgivning og hjælp til forældre, der går fra hinanden

  • Børnesagkyndig rådgivning

    Familieretshuset kan tilbyde dig og barnets anden forælder gratis børnesagkyndig rådgivning.

    I kan for eksempel benytte tilbuddet, hvis I har brug for hjælp til at støtte jeres barn og rådgivning i forhold til at lave aftaler, som er gode for jeres barn.

    Tilbuddet kræver ikke, at I har en sag i Familieretshuset.

    Læs mere om Familieretshusets børnesagkyndige rådgivning.

  • Konfliktmægling

    Hvis I for eksempel gerne vil have hjælp til at nå til enighed om, hvor barnet skal bo, eller hvordan samværet skal fordeles, har Familieretshuset mulighed for at tilbyde dig og barnets anden forælder gratis konfliktmægling.

    En konfliktmægling kan dog kun gennemføres, hvis både du og den anden forælder deltager, og det kræver også, at I begge to ønsker at finde frem til en fælles løsning. Når I til enighed, kan konfliktmæglingen afsluttes med, at I får skrevet jeres aftale ned.

    I kan godt få en konfliktmægling, selvom I ikke har en sag i Familieretshuset.

    Læs om Familieretshusets konfliktmægling her.

    Gratis konfliktmægling hos KFUM

    KFUM’s Sociale Arbejde tilbyder også gratis konfliktmægling blandt andet til par, der har problemer i forbindelse med skilsmisse og/eller har konflikter om samvær. Du kan læse mere om tilbuddet her.

  • Samarbejdskursus

    Hvis I gerne vil blive bedre til at samarbejde om jeres barn, kan Familieretshuset også tilbyde jer undervisning i forældresamarbejde.

    Formålet med samarbejdskurset er at skabe øget forståelse for jeres egen og jeres barns situation i skilsmissen og at styrke jeres kommunikation og evne til at håndtere konflikter.

    I kan godt deltage i et kursus selvom I ikke har en sag i Familieretshuset.

    Læs om Familieretshusets samarbejdskursus.

  • Digitalt forløb

    Nogle kommuner kan tilbyde jer et onlinekursus (Samarbejde efter skilsmisse (SES)), der handler om at forstå barnets reaktioner og støtte barnet. Kurset giver jer også information, viden og praktiske værktøjer til at styrke jeres relation som forældre.

    Ligesom børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling kræver det digitale forløb ikke, at I har en sag i Familieretshuset.

    Læs mere om onlinekurset ‘Samarbejde efter skilsmisse (SES)’:

    Skilt eller sammenbragt? – Danmark.

  • Parrådgivning/skilsmisserådgivning

    Hvis I har børn under 18 år og enten ønsker hjælp til at bevare jeres parforhold eller hjælp til at få et godt forældresamarbejde, efter at I er gået fra hinanden, kan I for eksempel søge om rådgivning i NGO’en ‘Styrk Familierne’.

    Styrk Familierne tilbyder blandt andet:

    • Hjælp til at styrke parforholdet i form af viden, parkurser samt parterapi.
    • Hjælp til den skilte familie i form af viden, kurser for skilte forældre samt terapi og rådgivning.
    • Hjælp til den sammenbragte familie i form af viden, kursus for forældre i sammenbragte familier samt terapi og rådgivning.
    • Telefonisk rådgivning på Partelefonen: 44 144 146.

    Læs mere om de forskellige tilbud og priser på Styrk Familiernes hjemmeside.

    Flere kommuner samarbejder med Styrk Familierne og tilbyder blandt andet gratis partjek og eventuelt yderligere gratis hjælp.

    Hvis du er interesseret, kan du spørge din kommune, om de har et sådant tilbud.

  • Familierådgivning i kommunen

    Alle kommuner tilbyder gratis og anonym åben rådgivning til familier med børn under 18 år, herunder rådgivning i forbindelse med skilsmisser.

    Du kan enten ringe til borgerservice i din kommune eller prøve at finde yderligere oplysninger om familierådgivningens åbningstider på kommunens hjemmeside.

    Læs mere om muligheden for familierådgivning på borger.dk.

03 Bedre samarbejde

Alle de nævnte tilbud har fokus på at hjælpe og lede jer frem til selv at skabe et bedre samarbejde om jeres fælles barn. Det er dog også muligt at rejse en sag om enten [samvær], [forældremyndighed] eller barnets bopæl i [Familieretshuset].

I en sådan sag vil første skridt mod en aftale eller afgørelse typisk være enten et såkaldt familiemæglingsmøde eller et udredningsmøde i Familieretshuset.

Mødrehjælpen tilbyder, at forældre gratis kan få en frivillig bisidder med til møder i Familieretshuset. Bisidderen forholder sig neutralt til sagen og fungerer som en støtte – og et ekstra sæt ører. Læs mere om Mødrehjælpens bisiddere.

Artiklen er senest opdateret den 2. oktober 2025.

Kontakt os

Vi sidder klar til at hjælpe