Mødrehjælpens Pop Up Shop er et supplement til Mødrehjælpens butik. Pop Up Shoppen gør det muligt for lokalforeningen at nå nye kundegrupper ved at været til stede ved lokale markeder og events både i byen, hvor butikken ligger, men også i mindre oplandsbyer i den kommune, som en lokalforening dækker. Derudover er Pop Up Shoppen med til at skabe synlighed omkring Mødrehjælpens butik og lokale arbejde.
-
Ramme – hold kvaliteten
Kunder, der handler i Pop Up Shoppen skal opleve samme kvalitet og standard, som de møder i Mødrehjælpens butik. Derfor skal følgende rammer følges:
- Følg Mødrehjælpens standardprisliste (det er ok at have særtilbud på én ting, som trækplaster)
- Medbring noget af det bedste tøj, legetøj og udstyr, der illustrerer den variation af kvalitetsgenbrug, som butikken sælger. Pop Up Shoppen skal helst se godt pakket ud frem for tom.
- Hold åben i Mødrehjælpens butik, når Pop Up Shoppen er til stede i samme by som Mødrehjælpens butik i butikkens normale åbningstid. På den måde kan der henvises til butikken på dagen.
- Medbring informationsmaterialer om lokalforeningen, aktiviteter og om Mødrehjælpens Rådgivning.
- Før gerne logbog, hvor I evaluerer fra gang til gang, så I bliver bedre til, hvad der sælger osv.
- Medbring altid butikkens ”PR-barnevogn” med bamser og info om Mødrehjælpens butik og lokalforening sammen med Pop Up Shoppen.
NB! Jf. indsamlingsloven må I ikke opfordre personer til at donere penge til jer. Altså må I ikke have plakater eller lignende hængende/liggende, der opfordrer til at give pengedonation. I må kun tage imod en pengedonation, hvis en person henvender sig uopfordret og vil donere et beløb.
-
Steder
Pop Up Shoppen er oplagt at ”køre” ud på:
- Torvedage
- Open by Night
- Frivillig Fredag
- Kulturnat
- Julemarked/Bazar
Undgå steder som fx loppemarkeder og bagagerumssalg, hvor det er naturligt at prutte om prisen. Vi prutter IKKE om prisen.
-
Synlighed
SoMe: Sørg for at lave opslag på sociale medier om, at I er til stede med Pop Up Shoppen den pågældende dag.
Voucher: Uddel vouchers til butikken (jf. skabelon for voucher/rabatkupon) for at indbyde kunder til også at besøge butikken.
PR-Barnevogn: Medbring barnevogn med overskudsbamser til uddeling til børn med infoseddel eller voucher til og om butikken tilknyttet.
Konkurrence: Lav en konkurrence, hvor kunder kan vinde et sæt tøj, et billede eller andet, som I har fået doneret ved fx at gætte, hvor mange aktiviteter lokalforeningen tilbyder eller hvor mange frivillige, der er tilknyttet lokalforeningen. Gerne noget, som gør folk nysgerrige på Mødrehjælpen.
Synliggør, hvad overskud går til: Medbring en Babystartpakke som et eksempel på, hvad overskuddet går til. Lav en planche med billeder fra lokale aktiviteter samt evt. udsagn fra deltagende familier (Vær obs på persondata og samtykke).
-
Organisering
Pop Up Shop udvalg: Lav et Pop Up Shop udvalg, der består af tovholdere og frivillige, som vil stå/køre ud med i Pop Up Shoppen.
Bestyrelsen beslutter på oplæg fra butiksansvarlig og Pop Up Shop udvalget, hvor Pop Up Shoppen skal være til stede ift. at sikre, at der er økonomi til det.
Butiksansvarlige hjælper i gang og er kontaktpersoner for tovholdere. De støtter op fx ifm. at booke/betale evt. stadeplads.
Tovholdere (gerne 2): Står for den overordnede koordinering af Pop Up Shoppen og refererer til butiksansvarlig. Tovholderne sørger for, at overstående rammer overholdes samt vagtplanlægger, hvem der deltager på hvilke markeder samt introducerer til og uddelegerer de opgaver, der er Pop Up Shoppen – lige fra pakning til evaluering af dagen.
Profil: Frivillige i Pop Up Shoppen skal være åbne og imødekommende samt have det godt med at tale med andre mennesker, udvise højt humør og være indstillet på at ”sælge butik og lokalforening”. Se skabelon på jobopslag på siden her.
Frivillige skal ”klædes på” til at fortælle om Mødrehjælpen lokalt og landsdækkende – hvad går overskuddet til m.v.
-
Kom godt i gang
- Udvælg de steder, hvor PopUp Shoppen skal være til stede. Lav et årshjul for, hvor og hvornår Pop Up Shoppen ruller ud. (NB! Godkendes af bestyrelsen)
- Book stadepladser
- Lav standardpakkeliste
- Lav introduktion til frivillige, så de klædes på ift. ”sælge Mødrehjælpens sag” – lokale og landsdækkende tilbud
-
Indhold i Pop Up Shop
- Trækvogn til transport
- Pavillon med sandsække
- 2 x klapborde, evt. stol til et hvil
- 2 x små tøjstativer på hjul
- Tøj, legetøj og udstyr (gode ting, der illustrerer den variation og kvalitet, der sælges i butikken)
- MobilePay skilt
- Mødrehjælpen skilt (evt. udklippede bogstaver) hænge på bord eller i pavillontag
- Roll up eller beachflag
- Barnevogn med bamser
- Balloner med logo
- Informationsmaterialer om lokalforening og Fonden
- Babystartpakke eller aktivitetsplanche (evt.).