Debatindlæg bragt i Altinget den 20. februar 2024
Af direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen
Hvordan indretter vi vores ydelsessystem, så vi sikrer, at ingen børn vokser op i fattigdom? Hvilke muligheder giver vi til nybagte forældre, der har brug for hjælp og støtte til deres barn? Og hvordan skaber vi ordentlige rammer for de børn, der bliver fanget i konfliktsager mellem mor og far?
En stor del af de strukturer og rammer, der påvirker vores hverdag, bliver i dag bestemt på Christiansborg. Og selvom beslutningerne træffes af dedikerede folkevalgte, så træffes de også hver gang langt væk fra de mennesker, som det handler om.
Vejen til indflydelse er lang og det kræver overskud og ressourcer at gå vejen. Civilsamfundsorganisationerne råber op på vegne af dem, der har svært ved at blive hørt.
I Mødrehjælpen rådgiver, støtter og arbejder vi politisk for børnefamilier og gravide i sårbare situationer. I andre civilsamfundsorganisationer er fokus anderledes, men fælles er, at vores brugere er hele vores eksistensberettigelse. Vi er deres talerør og deres advokater.
Men vi skal som civilsamfundsorganisationer ikke nøjes med at tale på vores brugeres vegne, vi skal også turde lade dem stå forrest. Turde lade dem fylde og på den måde give dem en stærk stemme. Det gør vi i Mødrehjælpen.