Alle voldsudsatte bør have ret til ambulante tilbud

Bragt i Altinget den 16. december 2024

Af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen

Det er rigtig godt nyt, at der med den netop indgåede SSA-aftale afsættes flere midler til at hjælpe voldsudsatte ud af voldens skygge med ambulante tilbud. Men desværre afsættes midlerne først i 2028 og kun for en treårig periode, og det er ikke godt nok. Vi har brug for langt bedre tilbud til voldsudsatte nu.

En debat, som Landsorganisationen for Kvindekrisecentre (LOKK) tog hul på i disse spalter tidligere på efteråret ved at foreslå, at ansvaret for efterværn – som er den hjælp, vi som samfund tilbyder voldsudsatte efter, de har været på krisecenter eller er kommet ud af et voldeligt forhold – skifter hænder og flyttes fra kommunerne og over til krisecentrene.

Det kan lyde enkelt, men enkle løsninger er ikke vejen frem her. For selvom LOKK og mange andre krisecentre gør et formidabelt arbejde og selvom deres støtte for nogle familier er altafgørende, er krisecentre ikke svaret på alt. Og slet ikke, hvis der er børn involveret.

I dag kommer et stigende antal voldsudsatte kvinder på krisecenter, og de har ofte børn med. Børn, som naturligvis har været stærkt belastede af, at der har været vold i deres familie. Det er ubetinget godt for dem at komme væk fra volden, men opbruddet fra hjemmet og alt det vante kan samtidig være voldsomt.

For mange børn på krisecentre har ikke mulighed for at komme i den skole eller institution, som måske har været deres tryggeste ramme, hvor der er kammerater at lege med og hvor de har kunnet få en pause fra volden derhjemme.

Krisecentre har primært fokus på den voldsudsatte – det er et godt og vigtigt fokus, men der er sjældent mange tilbud til børn. Selvom personale og frivillige ofte er meget opmærksomme på børnene, kan det blive lange dage med en forælder, som er kriseramt og ikke har meget overskud. En venteposition uden nogen kendt bagkant.

Derfor kan et ambulant tilbud med dokumenteret kvalitet for mange være en bedre løsning. Her kan familien i mere vante rammer få hjælp og støtte til at genetablere en normal hverdag samtidig med, at den voldsudsatte forælder får rådgivning og støtte.

Med bedre muligheder for ambulante tilbud vil vi også kunne hjælpe langt flere voldsudsatte. For det er kun en brøkdel af de 82.000 kvinder og 43.000 mænd, der hvert år bliver udsat for fysisk, psykisk, seksuel og/eller økonomisk vold fra en partner eller ekspartner, som har et akut sikkerhedsbehov og har brug for at komme på krisecenter. Samtidig kan bedre adgang til ambulante tilbud være med til at standse vold tidligere, fordi voldsudsatte vil kunne få hjælp på et tidligere stadie uden at rykke deres hverdag op ved roden.

Og sidst, men bestemt ikke mindst, bør mulighederne for ambulante tilbud til voldsudøvere også gøres langt mere tilgængelige for også det vil gøre, at volden kan standses tidligere. Desuden vil ambulant hjælp til voldsudøvere give voldsudøveren værktøjer til at bryde med sine mønstre, så forældrene sammen kan finde gode løsninger i de mange tilfælde, hvor voldsudøveren stadig ser sit barn. Desværre er den ambulante hjælp til voldsudøvere helt fraværende i den nye SSA-aftale.

Selvom jeg glæder mig over, at der er udsigt til ekstra midler til ambulant behandling af voldsudsatte med SSA-aftalen, så håber jeg også på mere. For det er der brug for. SSA-aftalen er en midlertidig finansiering, som først træder i kraft om nogle år, og det betyder, at det reelt stadig er private danskere og fonde, som finansierer de ambulante tilbud, der er. De findes på nogle krisecentre, men også hos en række andre aktører, bl.a. Mødrehjælpen, hvor vi har mange års erfaring med at hjælpe både børn og voksne ud af voldens skygge.

Derfor mener vi i Mødrehjælpen, at der er brug for en selvstændig paragraf i Serviceloven, der giver ret til ambulant rådgivning og behandling med dokumenteret effekt. Et forslag, som Enhedslisten også for nyligt fremsatte, og som jeg håber, der vil være opbakning til.

For familier, der har vold inde på livet, er forskellige og har forskellige behov, og det bør afspejle sig i de tilbud, vi som samfund stiller til rådighed. Vejen frem er ikke det lidt ensidige fokus på, at krisecenter er løsningen for alle voldsudsatte, men en udvidet pallet af tilbud.