Cepos’ regnestykke er helt håbløst

Debatindlæg bragt i Berlinske den 6. september 2024

Af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen

Skilsmisser og konsekvenserne heraf har den seneste måneds tid fyldt i nærværende avis med flere udsagn, der har fået mig til at tabe kæben. Senest har Cepos regnet på, hvor stor en udgift enlige forsørgere er for staten, og har fundet frem til, at velfærdsstaten belønner fraskilte. Et helt absurd regnestykke.

Og et regnestykke, der lægger sig i slipstrømmen af den debat, som forhenværende folketingsmedlem for De Konservative Isabella Arendt har startet ved at hævde, at staten skaber incitament til skilsmisse.

Det er en fuldstændig forkert måde at betragte familier i krise og velfærdsstaten på.

For det handler ikke om, at staten favoriserer en bestemt familieform, men om at velfærdsstatens DNA er at støtte dem med størst behov. Så når enlige forsørgere får mere end kernefamilier, er det netop fordi, at enlige forsørgere står alene med alle udgifterne og derfor er langt hårdere spændt for økonomisk.

Et andet argument, som Isabella Arendt fremhæver, er, at danske forældre tager for let på skilsmissen. At alt for mange par holder fast i, at skilsmissen er uden konsekvenser. Det er simpelthen ikke rigtigt.

I Mødrehjælpen kender vi familierne – og vi møder dem, når krisen rammer. For mange sker det i forbindelse med en skilsmisse eller samlivsbrud, for det er en kæmpe omvæltning for hele familien. Og både forud for, under og efter bruddet fylder svære konflikter og følelser af afmagt, sorg, vrede, angst, ensomhed og skyld ofte.

Noget af det, som vores rådgivere ofte hører fra forældre, der står midt i en skilsmisse, er sætninger som “hvis jeg vidste, jeg ville blive skilt, ville jeg ikke have fået børn” og “jeg har altid sagt, at mit barn i hvert fald ikke skal være skilsmissebarn”.

Skilsmisser ér svære og komplicerede, og de færreste opløser deres familie uden grundige og tungtvejende overvejelser.

For hverdagen både under og efter et brud er hård. Sidste år var mere end halvdelen af brugerne af Mødrehjælpens rådgivning enlige forsørgere – så vi ved, hvad vi taler om, når vi siger, at mange enlige forsørgere står i sårbare situationer.

Vi ved, hvor hårdt et arbejde det er at være aleneforælder. Og vi ved, at hver fjerde enlige forsørger, er økonomisk sårbar. Det er mere end fem gange så mange som blandt par med børn.

Der er derfor ikke brug for, at vi peger fingre ad enlige forældre. Men for, at vi politisk får et selvstændigt fokus på at styrke rammevilkårene for enlige forsørgere – ikke kun på arbejdsmarkedet, men også når det gælder vores velfærdsinstitutioner. Der er brug for en samlet socialt ansvarlig familiepolitik, der tager hånd om sårbare børnefamilier og enlige forsørgere.