Mandecentret og Mødrehjælpen: Der er brug for flere brobyggere i ligestillingsdebatten

Debatindlæg bragt i Berlinske den 9. april 2024

Af Jacob Engmose Astrup, direktør i Mandecentret, og Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen

Kan vi i 2024 diskutere ligestillingsspørgsmål uden at pege fingre og grave kløfterne dybere?

Det kan man desværre blive i tvivl om, når man alt for ofte ser debatten ende i en skyttegravskrig. Polariseringen i kønsdebatten er en global tendens, men vi afgør selv her til lands, hvilke følelser, vi vælger at puste til, og hvordan vi vælger at tale til hinanden i den offentlige debat.

Midlet til at vinde gehør i den offentlige debat synes at være kritik, nedgørelse og til tider latterliggørelse af den anden sides synspunkter og behov. Den seneste tid har vi set meningsdannere fortælle kvinderne, at de skal passe på, at de ikke sejrer sig selv ihjel. Vi har hørt debattører konkludere, at det er uklædeligt og tegn på svaghed, når mænd mister selvbeherskelsen og græder i det offentlige rum. Vi har også lagt øre til anklager om, at kvindekrisecentrene og de kvinder, der bor der, skamrider deres fortælling. Samtidig er der flere mænd, der oplever, at ligestillingsdebatten er ’gået for vidt’ og flere særligt unge mænd oplever sig ’svigtede’ i debatten.

Fronterne bliver trukket skarpt op. Og det er et problem, for det skaber en situation, hvor ligestilling bliver et spørgsmål om tabere og vindere. Der er brug for det stikmodsatte.

I stedet for at nedgøre og kritisere, har vi brug for at mødes, lytte og opnå en fælles forståelse for hinandens perspektiver. Kun på den måde kan vi se ligestilling som et fælles projekt – hvor alle er vindere, og ingen er tabere. Og måske er det især det perspektiv, der fortjener at få mere vind i sejlene.

For at arbejde med positionerne, åbne op for dialogen og dermed på sigt skabe fælles forståelse, er vi nødt til at starte med at være nysgerrige på hinandens synspunkter. Dette er noget, vi hver dag stræber efter i Mandecentret og Mødrehjælpen, og derfor ser vi os selv som både brobyggere og forkæmpere for mænds og kvinders rettigheder. Selvom vores primære målgrupper er forskellige, og mange af de dagsordener, vi arbejder for, er kønnede, har vi et fælles syn på den skingre tone i kønsdebatten. Vi tager det derfor også på vores skuldre at være med til at finde fælles fodslag i debatten.

Mandecentrets og Mødrehjælpens alliance i kønsdebatten har ellers ikke historisk ligget lige for. Traditionelt – og som vores navne stadig bevidner – har vi haft fokus på hver sit køn, og vejen til samarbejde har ikke været uden sværdslag. Derfor ved vi også, hvad vi beder om. Vi har måttet arbejde for at finde fælles grund – og det har taget tid. For lidt karikeret var vi tidligere nok også nogle af de organisationer, der stillede os op i hvert vores ringhjørne, kæmpende om den samme pose penge til vores indsatser.

I dag er tonen en anden. Selvom der stadig er forskelle mellem Mandecentret og Mødrehjælpen, har vi et fælles fokus: At sikre bedre kår for mennesker i sårbare situationer, hvad end det er mænd, gravide eller børnefamilier.

Det gør vi bl.a. gennem rådgivning om skilsmisse og parforhold. Her forsøger vi ikke kun at bygge bro i den politiske debat på familieretsområdet, men også helt konkret i vores rådgivninger. Konfliktniveauet kan være rigtig giftigt mellem mor og far, når det skal besluttes, hvor barnet skal bo, hvordan deleordningen skal se ud, og hvordan boet skal gøres op. I begge organisationer møder vi ofte både vrede og sårede forældre, som er så konfliktramte, at der er brug for hjælp udefra.

Her er den vigtigste opgave for vores rådgivere at være med til at dæmpe konflikter og finde gode (midlertidige) løsninger. Selvom det er mænd, der ringer til Mandecentret for rådgivning, og det stadig er en overvægt af kvinder, der bruger Mødrehjælpen, er skilsmisserådgivningen et område, der ikke er kønnet. Ikke desto mindre er fronterne alligevel trukket hårdt op, og beskyldningerne kan være mange. Også her er det derfor afgørende at kunne bygge bro. Både for forældrenes – men især for barnets – bedste. Det kæmper vi for i fællesskab.

For vi tror på forældrene og på, at vi kommer længst ved at bygge broer og komme over dem sammen. Ved at rykke tættere på hinanden, respektere hinanden og prøve at forstå dem, vi er uenige med. Finde det fælles fodslag – både i familien, der er i opbrud, og i kønsdebatten, der polariseres. Kun ved at vi alle påtager os denne tilgang, kan ligestilling blive et fælles projekt, der gør os alle til vindere.