Debatindlæg bragt i Berlinske den 9. april 2024
Af Jacob Engmose Astrup, direktør i Mandecentret, og Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen
Kan vi i 2024 diskutere ligestillingsspørgsmål uden at pege fingre og grave kløfterne dybere?
Det kan man desværre blive i tvivl om, når man alt for ofte ser debatten ende i en skyttegravskrig. Polariseringen i kønsdebatten er en global tendens, men vi afgør selv her til lands, hvilke følelser, vi vælger at puste til, og hvordan vi vælger at tale til hinanden i den offentlige debat.
Midlet til at vinde gehør i den offentlige debat synes at være kritik, nedgørelse og til tider latterliggørelse af den anden sides synspunkter og behov. Den seneste tid har vi set meningsdannere fortælle kvinderne, at de skal passe på, at de ikke sejrer sig selv ihjel. Vi har hørt debattører konkludere, at det er uklædeligt og tegn på svaghed, når mænd mister selvbeherskelsen og græder i det offentlige rum. Vi har også lagt øre til anklager om, at kvindekrisecentrene og de kvinder, der bor der, skamrider deres fortælling. Samtidig er der flere mænd, der oplever, at ligestillingsdebatten er ’gået for vidt’ og flere særligt unge mænd oplever sig ’svigtede’ i debatten.
Fronterne bliver trukket skarpt op. Og det er et problem, for det skaber en situation, hvor ligestilling bliver et spørgsmål om tabere og vindere. Der er brug for det stikmodsatte.
I stedet for at nedgøre og kritisere, har vi brug for at mødes, lytte og opnå en fælles forståelse for hinandens perspektiver. Kun på den måde kan vi se ligestilling som et fælles projekt – hvor alle er vindere, og ingen er tabere. Og måske er det især det perspektiv, der fortjener at få mere vind i sejlene.
For at arbejde med positionerne, åbne op for dialogen og dermed på sigt skabe fælles forståelse, er vi nødt til at starte med at være nysgerrige på hinandens synspunkter. Dette er noget, vi hver dag stræber efter i Mandecentret og Mødrehjælpen, og derfor ser vi os selv som både brobyggere og forkæmpere for mænds og kvinders rettigheder. Selvom vores primære målgrupper er forskellige, og mange af de dagsordener, vi arbejder for, er kønnede, har vi et fælles syn på den skingre tone i kønsdebatten. Vi tager det derfor også på vores skuldre at være med til at finde fælles fodslag i debatten.