Partnervold og vold i nære relationer er et omfattende samfundsproblem i Danmark, der hvert år rammer mange tusinde børn og voksne. Vi har som samfund et ansvar for at gøre alt, hvad vi kan for at bekæmpe denne vold.
Det kræver blandt andet, at vi styrker det tværsektorielle samarbejde mellem de voldsfaglige organisationer og landets kommuner og politikredse og yder akut voldsfaglig rådgivning til både voldsudsatte og voldsudøvere.
Det er lige præcis, hvad et netop afsluttet pilotprojekt har forsøgt sig med i de forløbne 2 år.
Projektet Videre Uden Vold, der er finansieret af Social- og Boligstyrelsen, har haft til formål at styrke opsporingen af partnervold og vold i nære relationer i de tre hovedstadskommuner Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommune og Københavns Politikreds. De borgere, der er blevet opsporet, er desuden blevet tilbudt akut voldsfaglig rådgivning både til voldsudsatte og voldsudøvere.
Resultaterne taler for sig selv:
- 567 personer er blevet opsporet og hjulpet i projektperioden.
- Kommunerne og politiet har fået en styrket voldsfaglig indsigt og en opmærksomhed på, hvordan de bedst hjælper borgere, der lever i vold.
- Samarbejdet mellem voldsfaglige organisationer, kommuner og politi er blevet styrket – og det er afgørende, hvis vi skal opspore og hjælpe flere personer, der lever i vold.
Vive har netop offentliggjort sin evalueringsrapport af projektet, der er meget positiv og peger på vigtigheden af systematisk opsporing af vold i nære relationer, opkvalificering af fagpersoner, og at ambulant rådgivning kan gøre en stor forskel i bekæmpelsen af vold i nære relationer.