Vi svigter børnene, når vi ikke håndterer samværschikane bedre

Kronik bragt i Politiken den 8. oktober 2024

Af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen

Hvis du skulle vælge mellem at stå på samme side som den, der støber kuglerne og fyrer dem af i kanonen eller den, som bliver beskudt, hvad vælger du så?

Det billede bruger vores rådgivere som illustration på, hvorfor sager, hvor barnet fravælger den ene forælder, er så komplicerede.

For langt de fleste – børn som voksne – vil vælge at stå på samme side som den, der fyrer kanonen af. Og det understreger, hvorfor sager om samarbejdschikane er så komplekse. For man kan ikke nødvendigvis se på et barns adfærd, om det knytter sig i frygt eller i tryghed.

De seneste uger har samværschikane – altså når én forælder forhindrer, at den anden forælder har [samvær] med børnene og derved over tid de facto får bopæl og [forældremyndighed], fordi børnene bliver fremmede over for den anden forælder – fået øget opmærksomhed.

Blandt andet udtrykte flere eksperter i BT for nylig bekymring for, at det i det lovforslag, som nu er i høring, fortsat er uklart, hvad der skal ske, hvis der opstår samværschikane i en familie. En bekymring, som vi i Mødrehjælpen til fulde deler, og som heldigvis også har fået flere politikere op af stolene og ministeren til i onsdags at invitere til nye drøftelser af lovforslaget. Det er rigtig godt og vigtigt, for der er behov for en række ændringer til lovforslaget. Det vender jeg tilbage til.

Samværschikane er ikke alene aktualiseret af det ændringsforslag til forældreansvarsloven, som regeringen og en stribe partier blev enige om sidste år, men også af en aktuel dom.

Højesteret behandlede for nyligt en sag, hvor en far – der ifølge BT af retten beskrives som empatisk og en god forælder – stort set ikke har set sine børn i fire år på grund af samværschikane fra børnenes mor. Alligevel har moren nu fået rettens ord for, at børnene, der i dag er fire og syv år, fortsat kan blive boende hos hende, fordi farens relation til børnene nu er blevet så perifer.

En opsigtsvækkende sag, der fik flere ordførere til at gå ind i debatten om samværschikane på ny. Blandt andet har Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti foreslået, at man fremadrettet skal kunne gennemtvinge, at [forældremyndighed] eller bopæl flyttes væk fra den forælder, der udøver samværschikane og over til den anden forælder. Men dermed bliver børnene bare reduceret til en kastebold mellem forældrene, helt uden at tage højde for de svære følelsesmæssige udfordringer der er forbundet med, at deres verden pludselig forandres. Det kan aldrig være en god løsning for børnene, selv om det fra et politisk perspektiv kan virke meget handlekraftigt.

Og her rammer vi hovedet på sømmet. For der er desværre en tendens til, at vi i sager om samværschikane fokuserer alt for meget på, hvem der har ’vundet’ og hvem der bør straffes. På den måde holder vi fast i familien som kampplads, og det er ikke til hjælp for børnene.

For der vil være mange situationer, hvor det vil være uhensigtsmæssigt at ’straffe’ den chikaneudøvende forælder og tilgodese den anden forælder. Hvis den chikaneudøvende forælder for eksempel længe har holdt barnet væk fra [samvær], vil det ikke nødvendigvis være til barnets bedste at sende politiet ud til den forælder for med magt at tage barnet med over til den anden forælder, som barnet ikke længere har en relation og tilknytning til. Og det bør heller ikke være hensigten. Hensigten bør være at sætte barnet i centrum.

I Mødrehjælpen har vi de seneste år fået et stigende antal henvendelser fra forældre, hvor konfliktniveauet er så højt, at det har udviklet sig til decideret samarbejdschikane. I de fleste af de sager, vi ser, er det moren, som barnet ikke længere har kontakt til, men vi ved også, at mange fædre kommer i klemme i sager om samarbejdschikane. For samværschikane er ikke et kønnet problem. Både mødre og fædre udøver – og udsættes for – samværschikane.

Et mønster, der gør sig gældende i mange af sagerne, vi ser, er, at den ene forælder som led i en voldsproces bruger barnet til at straffe den anden forælder ved at udøve samværschikane. Det er Helles historie et hjerteskærende eksempel på.

I mange år levede hun i et ægteskab med både fysisk og psykisk vold, indtil hun for nogle år siden besluttede sig for at forlade sin eksmand. Derefter begyndte det i det små og subtilt med, at sønnen var i en alder, så han ifølge faren skulle bruge mere tid med mænd, og derfor ikke se sin mor så meget, til at sønnen skulle skifte fritidsaktivitet, så Helle ikke længere spillede en rolle der, og efterhånden blev sønnen præget til at trække sig fra sin mor.

Helle oplevede samtidig, hvordan eksmanden forstod at charmere og manipulere kommune, skole og Familieretshus, mens hun selv hver gang var på vagt og bange for, at han ville bruge det, hun sagde, imod hende og skabe afstand mellem hende og børnene. I dag er sønnen teenager og Helle har stort set ingen kontakt med ham.

”Når man mister nogen, der dør, så lærer man for hver dag at tackle det bedre. Det her føles helt omvendt. Hver dag er tid, jeg mister med ham, og det virker så meningsløst. Afstandsmæssigt er vi så tæt på hinanden, men alligevel så langt væk,” fortæller hun.

Helle har netop afsluttet et forløb i vores rådgivning og håber at kunne genetablere kontakten til sønnen, når han bliver ældre og mindre afhængig af sin far.

Historier som Helles viser, hvor svære og komplekse sager om samværschikane kan være, og hvorfor der heller ikke findes nogen gode snuptagsløsninger. Samværschikane er desværre ikke et nyt fænomen i konfliktfyldte skilsmisser, men vi har som samfund desværre endnu ikke formået at udvikle nogle ordentlige tilbud til familierne. I Mødrehjælpen mener vi, at en medvirkende årsag til det nuværende store fokus på samværschikane er, at man ikke i det familieretslige system er kommet langt nok med implementeringen af initiativer og vejledninger til at afdække og belyse sager om samværschikane og børns samværsvægring endnu.

Der er derfor brug for en række tiltag, som ikke på nuværende tidspunkt er en del af lovforslaget.

Det er vigtigt, at [Familieretshuset] – der er den tidligere Statsforvaltning, som har til opgave at hjælpe med mægling i brudte familier Først og fremmest får en øget opmærksomhed på højkonfliktsskilsmisser og på at nedtrappe konflikterne der, før de risikerer at udvikle sig til samværschikane.

En sådan forebyggende og konfliktnedtrappende rådgivning skal iværksættes hurtigt, for vi ved desværre af erfaring, at ventetiderne i Familieretshuset ofte får konflikterne til at eskalere. Og i sager med samværschikane og samværsvægring spiller tiden en helt central rolle, fordi et barns manglende kontakt til en [samværsforælder] kan trække ud, mens man venter på svar fra Familieretshuet. Derfor er der fortsat brug for at nedbringe sagsbehandlingstiderne i Familieretshuset.

Er konflikterne allerede gået i hårdknude i familien, er det afgørende også at have blik for at sikre en helhedsorienteret tilgang i familieretssystemet og en grundig afdækning af, hvilke mønstre og mekanismer der er i spil i familierne og som gør, at barnet trækker sig eller fravælger kontakten med den ene forælder. Det er nødvendigt at skabe bedre rammer for flere kontaktbevarende samværsordninger – altså ordninger der kan være med til at opretholde en relation under en sag. For som systemet er indrettet i dag, bidrager det i stedet til at eskalere konflikten. Det sker, fordi den forælder – der accepterer [kontaktbevarende [samvær]] – de facto bliver dårligere stillet i en efterfølgende retssag om bopæl.

Samtidig er der brug for flere forældrekompetenceundersøgelser og for, at personalet i kommunerne og i [Familieretshuset] får et større indblik i de dynamikker, der ofte er i relationer med psykisk vold, som Helles sag er et eksempel på. Jeg ved, at Familieretshuset allerede er i gang med at opkvalificere medarbejdere i opsporing og belysning af sager om psykisk vold, og jeg håber, at det arbejde styrkes yderligere.

Derudover er der brug for specialiserede behandlingsforløb til familierne, for selvfølgelig har de brug for støtte til at etablere relationerne igen. Der er mange svære følelser i spil og derfor er det ikke kun forældrene, der har brug for hjælp til at komme videre efter måske flere års gensidig utryghed og mistillid. Det har børnene også. For konflikten mellem forældrene har også præget børnenes oplevelse af hvad der er trygt/utrygt og det er ikke noget, der alene kan genetableres ved en kendelse i retssystemet.

Her er det oplagt at skele til Holland, hvor man arbejder med behandlingsindsatsen ’No Kids in the Middle’ til familier i højkonfliktsskilsmisser. Gennem specialiserede terapiformer hjælper man børnene, der ofte oplever en høj grad af stress som følge af deres konfliktfyldte hverdag. Parallelt støttes og hjælpes forældrene til at få øjnene op for, hvordan deres konflikt påvirker børnene. En sådan løsning bør vi lade os inspirere af. For børnene må og skal være i centrum, og lige nu har vi ikke den slags tilbud i Danmark.

Her rammer vi også et andet, helt generelt problem i den måde, regeringen og de andre partier bag lovforslaget vil ændre forældreansvarsloven, nemlig ved at skrive forældrefremmedgørelse ind i loven. For med brugen af det begreb er børnene ikke længere i centrum, og derfor advarer en række danske og internationale aktører, herunder både World Health Organization (WHO) og Europa-Parlamentet også imod det.

For det er en de facto afvisning af barnets perspektiv, fordi det bygger på en antagelse om, at barnets afvisning af en forælder ikke har rod i virkeligheden. Dermed går det stik imod hensigten med Barnets Lov og de gode strømninger, vi har set de seneste år, hvor barnet kommer i centrum. Derfor melder Mødrehjælpen sig også i koret af kritikere, der ikke mener at forældrefremmedgørelse skal indskrives i loven, men at fokus i stedet bør flyttes til at afdække og belyse sager om samværschikane og samværsvægring bedre end i dag.

Derfor glæder det mig også, at en stribe politikere med vores nye social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen i spidsen nu åbner op for at efterse og justere lovforslaget. Det er der virkelig brug for, og jeg håber inderligt, at de vil tænke sig om en ekstra gang og have børnenes bedste øverst på radaren. For det ér afgørende, at børnene ve og vel er i fokus, når krisen rammer familien.

Helle er et opdigtet navn, da hun ønsker at fremstå anonym af hensyn til sin familie og sin eksmand. Mødrehjælpen er bekendte med kvindens identitet.