Af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen
Arbejdsløsheden er historisk lav og også langtidsledigheden har taget et drastisk dyk. Flere end nogensinde er i arbejde. Økonomien er ’bomstærk’, som finansministeren ved flere lejligheder har udtrykt det.
Alligevel er antallet af børn, der vokser op i fattigdom, steget for første gang i fem år, så 49.453 børn i dag lever i fattigdom. Det er uværdigt, at politikerne på den måde efterlader de allermest sårbare børn på perronen.
Normalt ville antallet af børn i fattigdom ellers blive reduceret, når et lands økonomi forbedres, men på grund af politiske prioriteringer, er udviklingen gået den anden vej, indikerer en ny analyse fra Kraka. For mens der i lavkonjunkturen i 2015 var 43.000 børn, der ifølge Danmarks Statistik voksede op i fattigdom, gælder det altså for flere børn i dag.
For de børn er hverdagen voldsomt presset. Mange oplever dårligere trivsel, dårligere sundhed end kammeraterne og at stå udenfor vigtige fællesskaber i skolen og fritiden – for der er hverken råd til at gå til fodbold eller invitere til fødselsdag for klassen.
En mor fortæller fx: ’Alle penge går til helt basale ting til mit barn og husholdning, selvom jeg oftest køber brugt og datovarer og sælger brugbare ting. Da der var gymnastikopvisning, var forældreentreen 75 kr., hvilket for nogen er en bagatel. Men for mig var det et problem, fordi mit budget til hele ugen var 350 kr., hvilket i forvejen ikke kan lade sig gøre.’
Hun er en af dem, der har deltaget i en netop offentliggjort rundspørge foretaget i vores Familiepanel. Familiepanelet består af over 2.200 familier, som tidligere har benyttet et af Mødrehjælpens tilbud, og her svarer 69% af deltagerne, at de undlader at købe frugt og grønt, fordi pengene ikke rækker. 60% har inden for de seneste tre måneder sprunget et måltid over, fordi de ikke havde råd og 61% har droppet at købe lægeordineret medicin af samme årsag.