48.600 børn i fattigdom skal ikke overses i valgkampen

Mødrehjælpen, Red Barnet, Kirkens Korshær og flere andre organisationer i fælles aktion foran Christiansborg

Pressemeddelelse bragt i Ritzau 18.03.2026

Tusindvis af små, brugte børnesko vil i dag fylde Christiansborg Slotsplads, når Mødrehjælpen, Red Barnet og Kirkens Korshær med flere sætter landets folketingspolitikere og kandidater til valget i stævne for at få svar på ét spørgsmål: Hvad vil I gøre for at afskaffe børnefattigdom i Danmark?

Indtil videre har valgkampen handlet mere om skat på friværdi og formuer i million- og milliardklassen, end på de fattigste børnefamilier herhjemme. Derfor tropper organisationerne op på Christiansborg Slotsplads for at få fokus på de 48.600 børn, der i dag lever i relativ fattigdom i Danmark. Børn, hvis stemmer alt for sjældent bliver hørt i den politiske debat, og som alt for ofte lider store afsavn.

”De mange tusinde sko på slotspladsen symboliserer de børn i fattigdom, som alt for ofte bliver overset i den politiske debat. Det er derfor, at vi organisationer er gået sammen i et fælles opråb til alle folketingskandidater – og i særdeleshed til dem, der måtte blive betroet regeringsmagten efter et valg: Lad os nu afskaffe børnefattigdom i Danmark! Vi kan, hvis vi vil – det er et politisk valg” siger Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen.

I dag er antallet af børn i fattigdom i Danmark nemlig højere end for 10 år siden. Samtidig har vi en højere andel af børn, der vokser op i fattigdom, end vores nordiske nabolande, og antallet af fattige børn er på et år vokset i hver tredje kommune. Det kalder på politisk handling.

“Vi møder dagligt børn i Red Barnet, der ikke har tøj til årstiden, og hvor køleskabet er tomt sidst på måneden. Børn der alt for ofte står uden for fællesskaberne, fordi der ikke er råd til hverken kontingent, gave til børnefødselsdagen eller udstyr til fritidsaktiviteter. Undersøgelser viser samtidig, at børn, der vokser op i fattigdom, oftere føler sig ensomme og er i øget risiko for skolefravær. Og at fattigdom også påvirker børnene helt ind i voksenlivet i form af blandt andet ringere tilknytning til både uddannelsessystem og arbejdsmarked. Den virkelighed er politikerne nødt til at forholde sig til. Det er et politisk ansvar at hjælpe de her børn,” siger generalsekretær i Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen.

Organisationerne opfordrer derfor politikerne til at tage et samlet politisk ansvar for at bekæmpe børnefattigdom i Danmark. Det kræver blandt andet en officiel fattigdomsgrænse og en fattigdomslov, der forpligter stat, kommuner og andre aktører til at arbejde sammen om at mindske fattigdom.

”Danmark er simpelthen for rigt til, at nogen skal vokse op i fattigdom. De børn fra fattige familier, vi møder i vores sociale arbejde, har lige så meget ret til en god barndom som deres klassekammerater. Desværre oplever de i dag alt for ofte mistrivsel og afsavn på grund af deres forældres økonomiske situation. Hvis vi skal ændre på det, kræver det et strukturelt løft af de fattigste familier. Derfor bør en kommende regering forpligte sig på at afskaffe børnefattigdom” siger Jeannette Bauer, chef for Kirkens Korshær.

Fakta

Aktionen mod børnefattigdom finder sted på Christiansborg Slotsplads onsdag den 18. marts kl. 11-12

’Børn i fattigdom – Nej tak’ er et netværk, som består af civile og faglige organisationer, der alle arbejder for at bekæmpe børnefattigdom. Netværket står blandt andet bag udspillet ”Danmark uden børnefattigdom”, der indeholder 40 konkrete anbefalinger til at afhjælpe konsekvenserne af børnefattigdom.