Når I venter barn, kan det være svært at skabe overblik over, hvor stor en udgift, der følger med – både til anskaffelse af startudstyr og tøj, men også som en fast ekstraudgift hver måned.
Genvej til sidens indhold
01 Hvad skal vi købe til barnet?
Når I venter barn, kan det være svært at skabe overblik over, hvor stor en udgift, der følger med – både til anskaffelse af startudstyr og tøj, men også som en fast ekstraudgift hver måned.
Der er mange holdninger og forslag til, hvad man bør anskaffe sig, og inden I får set jer om, kan det hurtigt blive dyrt.
Et råd vil være, at overveje en ekstra gang, hvad der er godt at have, og hvad der er nødvendigt. Når man står med ekspedienten i butikken eller læser anmeldelser på nettet, kan man hurtigt blive usikker på, hvad der er behov for.
Der er nogle helt basale ting, I får brug for at anskaffe til barnet. De fleste af tingene på listen her kan være gode at anskaffe, inden barnet kommer til verden.
Forslag til startudstyr:
- Barnevogn, myggenet og regnslag.
- Lift til barnevogn.
- Seng og madras.
- Babydyne og sengetøj.
- Lagen til barnevogn/lift og seng.
- Tøj (bodystockinger, natdragter, strømper, bluser, bukser, hue eller solhat afhængig af årstiden, varm bluse og dragt afhængig af årstiden).
- Puslebord/puslepude.
- Bleer.
- Stofbleer.
- Vaskeklude eller skumklude.
- Termometer og diverse plejeprodukter.
- Badekar.
- Autostol, hvis I er afhængig af transport i bil.
Når jeres barn bliver lidt ældre, vil der være behov for at anskaffe sig andre ting som for eksempel legetøj og højstol.
Det vil være nødvendigt at købe nyt tøj løbende, efterhånden som barnet vokser.
Dyne og seng skal også udskiftes til en juniormodel, når barnet bliver ældre.
Til den tid kan det også være en fordel at købe en klapvogn som erstatning for barnevognen.
02 Spar penge ved at købe brugt tøj og babyudstyr
Mange gange er børnetøj brugt meget lidt, da børn i løbet af de første par år skifter tøjstørrelse ofte. Du kan derfor købe meget brugt børnetøj, som er fint og velholdt.
Der er flere fordele ved at købe brugt børnetøj og udstyr. Først og fremmest kan du spare rigtig mange penge, da udstyr til børn er dyrt at anskaffe fra nyt. Derudover er det godt for miljøet, og mange fremhæver også, at brugt tøj til barnet er sundere, fordi diverse kemikalier er blevet vasket ud.
I Mødrehjælpens børnetøjsbutikker kan du finde brugt tøj, udstyr og legetøj af god kvalitet til billige penge, og samtidig er du med dit køb med til at støtte Mødrehjælpens arbejde.
Læs mere og find din nærmeste Mødrehjælpen-butik her.
En anden mulighed, hvor du kan spare penge, er evt. at leje babyudstyr. Der findes en del forhandlere der udlejer babyudstyr på månedlig basis.
03 Du kan sælge barnets tøj og udstyr videre
Du har mulighed for at sælge jeres barns brugte tøj og udstyr videre, når han eller hun er vokset fra det. Du kan også vælge at forære det væk til genbrug. For eksempel til Mødrehjælpens børnetøjbutikker.
Du har mulighed for at sælge brugt tøj, legetøj og udstyr på blandt andet:
- Reshopper (fungerer som en app på mobilen. Det er derfor nødvendigt, at du har en smartphone).
- Vinted.dk
- GulogGratis.dk
- Den Blå Avis
04 Hvilke faste ekstraudgifter følger med at få barn?
Når I får barn vil der løbende være ekstra udgifter til bleer, mad, tøj og udstyr, og forbrug af el og vand vil også stige en smule.
Derudover kommer der udgifter til daginstitution eller dagpleje og til forsikringer. Nogen vælger også at oprette en børneopsparing til barnet.
Læs mere om enkelte ekstraudgifter herunder.
-
Børnepasning
Børnepasning er en af de større udgifter. Der er stor forskel på, hvor meget det koster. Det kommer blandt andet an på, om I vælger privat eller kommunal dagpleje eller vuggestue. Derudover afhænger udgiften af, hvilken kommune I bor i.
Få overblik over prisen på din kommunes hjemmeside.
Det er muligt at søge økonomisk tilskud til betaling af dagpleje eller daginstitution, hvis jeres samlede husstandsindkomst er under et vist beløb. Dette kaldes økonomisk fripladstilskud.
-
Forsikringer
Det er vigtigt at være opmærksom på, hvilke forsikringer jeres barn har behov for, hvis noget skulle gå galt.
Disse tre forsikringer kan være gode at have:
Familieforsikring/indboforsikring:
Barnet er automatisk dækket af din familieforsikring/indboforsikring.
En familieforsikring/indboforsikring dækker hele husstandens ejendele og giver mulighed for erstatning ved for eksempel indbrud, brand, røveri eller lignende. Der er typisk også en ansvarsforsikring inkluderet, som dækker alle i husstanden.
Dermed er I dækket ind, hvis barnet kommer til at gøre skade på andres ting. Mange forsikringer tilbyder ofte også gratis online lægehjælp- også udenfor den almindelige åbningstid. Lægehjælp via indboforsikringen er ofte tilgængelig om aftenen og i weekenden samt kan ofte både anvendes når du opholder dig i Danmark og når i opholder jer i udlandet.
Børneulykkesforsikring:
Kommer barnet til skade derhjemme, i daginstitutionen eller andre steder, er det vigtigt, at dit barn er forsikret. Dit barn er ikke dækket af jeres ulykkesforsikringer, men skal have sin egen. En ulykkesforsikring dækker blandt andet ved alvorlig sygdom, tandskader, ulykker og varige mén.
Er økonomien trængt er forsikringer ofte et sted, folk sparer, men det kan have alvorlige konsekvenser at spare en ulykkesforsikring væk, da der kan komme en stor regning, hvis barnet kommer til skade. Jeres barn vil også selv kunne ende med en stor tandlægeregning senere i livet, hvis det for eksempel har slået sine tænder som barn.
Sygeforsikringen ”danmark”:
Sygeforsikringen ”danmark” kan blandt andet give tilskud til nogle former for medicin, briller og fysioterapi.
Er du selv medlem af Sygeforsikringen ”danmark”, er der mulighed for, at barnet kan blive gratis medforsikret i ”danmark”, indtil han eller hun fylder 16 år. Det kræver, at du har del i forældremyndigheden over jeres barn, og at barnet bor hos dig.
Hvis barnet ikke indmeldes fra spæd, kræver det senere hen en godkendelse via en helbredserklæring at blive medlem.
-
Diverse udgifter
Dåb eller navngivning
Inden for barnets første halve år, skal barnet enten døbes eller navngives, og i den forbindelse vælger nogle forældre at holde en fest. Gør I det, skal I naturligvis regne med udgifter til mad og drikke til gæster og eventuelt også leje af lokale.
Bor du alene med jeres barn, har du mulighed for at søge tilskud fra barnets anden forælder.
Læs mere om særlige bidrag til for eksempel dåb.
Fald i indtægt i barselsperioden
Din indtægt under barsel afhænger af, om du er i arbejde, er selvstændig, går ledig eller er under uddannelse. Ofte er det moren, som har barsel i længst tid, og derfor vil det typisk også være hendes indtægt, der påvirkes mest.
De fleste oplever et fald i indkomst i den sidste del af barslen, men det afhænger blandt andet af, om du eller din partner er omfattet af en overenskomst, af barslens længde, og af hvordan I fordeler barslen mellem jer.
På Borger.dk kan du læse om dine rettigheder og din økonomi under barsel.
Du kan læse mere om de økonomiske støttemuligheder, hvis du bliver forælder under uddannelse.
05 Muligheder for tilskud fra det offentlige
Forældre vil automatisk få det offentlige tilskud, der hedder børne- og ungeydelse. Beløbet udbetales hver tredje måned, og beløbets størrelse reguleres efter barnets alder.
Læs mere om børne- og ungeydelsen her.
I artiklen Få overblik: Økonomisk støtte til forældre kan du læse om andre former for tilskud, du kan have mulighed for at søge.
Kontakt os
Vi sidder klar til at hjælpe
Skriv til en rådgiver
Tal med en rådgiver
Har du brug for at tale med os nu? Vi sidder klar ved telefonerne til at lytte og give dig gode råd. +45 33 45 86 00. Det er gratis og anonym rådgivning.
Telefonen lukker snart og du kan alternativt skrive til en af vores rådgivere, så kontakter vi dig indenfor 2 hverdage.
Husk, at du også altid kan skrive til os, så kontakter vi dig indenfor 2 hverdage
Her kan du læse mere om vores kontaktmuligheder
Chat med en rådgiver
Ingen spørgsmål er for små eller for store. Start en chat med en af vores rådgivere og få støtte i din situation. Start chat. Vi svarer normalt inden for få minutter.
Chatten lukker snart og du kan alternativt skrive til en af vores rådgivere, så kontakter vi dig indenfor 2 hverdage.