Det er vigtigt for jeres barn, at du kan rumme reaktionerne, og at du så godt som muligt støtter barnet i at tackle de følelser, som kommer frem i forbindelse med skift.
Det kan du blandt andet gøre ved at forsøge at se bag om reaktionerne – altså forsøge at forstå årsagen til, hvorfor jeres barn pludselig bliver ekstra følsomt eller mere trodsigt. Det er ikke altid, at barnet selv er klar over, hvorfor det reagerer som det gør, men du kan hjælpe ved at spørge ind og komme med bud på årsager og derved hjælpe barnet til at registrere, genkende og sætte ord på sine følelser. Det kan give barnet en oplevelse af at føle sig hørt og forstået, og derved kan barnet falde mere til ro.
Det kan også være en god ide, at du giver barnet ro og plads til at falde til igen efter [samvær], og at du viser forståelse for, at det kan være svært at bo to forskellige steder og altid skulle undvære en forælder.
Det kan være en god ide at skrue helt ned for aktiviteterne på skiftedagen og dagene efter. Særligt mindre børn kan have brug for dette. Nogle mindre børn kan opleves som klæbende efter samvær. Giv dit barn lov til at være helt tæt på dig igen, indtil dit barn føler, at det igen er ”tanket op af dig”.