Du har måske læst, at det vil være godt at I for eksempel går ud og spiser og hygger jer eller oplever noget sammen, hvis der er problemer i parforholdet. Men det er ofte ikke løsningen i dette tilfælde. Hvis først der er bygget en mur af tavshed og afstand imellem jer, så hjælper en enkelt date ikke. Du er nødt til først at arbejde med de underliggende årsager til ensomheden.
Start derfor med at stille dig selv spørgsmålet: Hvorfor trækker jeg mig fra parforholdet?
Det kan der være mange grunde til, og det kan tage noget tid at finde frem til, hvorfor du føler dig ensom.
Måske spørgsmålene herunder kan gøre dig klogere på, hvad der i dit tilfælde er kilde til ensomheden.
- Er du bange for at knytte dig til din partner? Det kan være, at du har en stærk trang til at føle dig uafhængig, og at jeres forhold bliver en trussel mod det behov
- Har du aldrig oplevet et godt parforhold og lært at samarbejde som et team? Måske har du (og måske også din partner) haft en svær barndom, hvor du ikke oplevede dine forældre lykkelige sammen på noget tidspunkt. Hvis du aldrig har oplevet et velfungerende parforhold, kan det være svært at vide, hvordan man skaber det
- Føler du dig utryg i parforholdet på grund af mange konflikter, negativ kommunikation eller måske endda vold?
- Er der hemmeligheder i jeres forhold? Hvis der for eksempel er tale om utroskab, kan nære relationer føles som en trussel mod disse hemmeligheder
- Er du eller din partner stressede eller deprimerede på grund af jeres arbejde eller andet, så I ikke har overskud til hinanden
- Har du eller din partner ændret jer på en så afgørende måde, at I ikke længere har noget til fælles?
Er det svært at finde årsagen – eller skyldes ensomheden forhold, som er svære at ændre på – kan du overveje at søge professionel hjælp enten alene eller sammen med din partner. Det kan for eksempel være hos en psykolog eller en parterapeut.
Det kan ske, at du eller I begge når frem til den konklusion, at forholdet ikke står til at redde. Men hvis I fortsat ønsker at være sammen, er der i det følgende afsnit nogle råd til jer som par.