Psykiske konsekvenser hos voksne efter partnervold

At blive udsat for vold af en partner kan også give alvorlige psykiske følgevirkninger. Her kan du læse om de mest almindelige reaktioner.

Nogle typer partnervold kan give fysiske skader, og alle former for vold i hjemmet kan give alvorlige, psykiske følgevirkninger hos den, der bliver udsat for vold. Det gælder uanset, om du bliver udsat for psykisk, fysisk, økonomisk, seksuel vold eller isolation, kontrol, stalking og overvågning.

01 Bliver du udsat for vold eller stalking?

Hvis du bliver slået, kontrolleret eller er bange for din partner, er det bedste råd derfor: søg hjælp. Det samme gælder, hvis du bliver udsat for stalking og chikane af din ekspartner, efter I er gået fra hinanden.

02 Følgevirkninger efter vold

  • Vold påvirker psyken

    Vold i hjemmet vil som regel give nogle af nedenstående følgevirkninger:

    • Skyldfølelser overfor dine børn og skam overfor dig selv og andre
    • Forvirring over, hvordan det kunne ske, og hvorfor du ikke gik noget før
    • Identitetsforvirring, fordi du kunne havne i et forhold med vold, selvom du ikke troede det
    • En følelse af at have mistet dig selv, din dømmekraft og fornemmelsen for dine grænser
    • Tab af selvværd og tvivl om, at det måske var rigtigt, hvad den voldelige part sagde
    • Frygt og utryghed i forhold til den voldelige ekspartner og en følelse af, at personen styrer dine tanker og bestemmer, hvad du må og ikke må – også selvom forholdet er afsluttet
    • Blandede følelser overfor ekspartneren (for eksempel vrede og medfølelse)
    • Afmagt og en følelse af at være låst fast
      Mistillid og problemer med at stole på andre

    Her kan du læse om fire almindelige følgevirkninger efter at have levet i et voldeligt forhold. De er beskrevet i meget korte træk, og der findes symptomer udover dem, der er nævnt.

  • Depression

    Du kan føle dig trist indeni, og ser måske også trist ud – alt er gråt i gråt. Ting, der tidligere gav dig glæde, er nu ligegyldige, og du kan have svært ved at føle noget for dine nærmeste.

    Du mangler appetit og har svært ved at sove, selvom du er konstant træt og mangler energi til at gøre selv de mindste ting. Du har svært ved at koncentrere dig og træffe beslutninger. Der kan også dukke selvmordstanker op. De skal tages alvorligt.

    Du kan også miste troen på, at det bliver bedre, eller at noget forandrer sig.

  • Angst

    Man skelner mellem frygt og angst. Det er normalt at være bange for voldsudøveren, hvilket man typisk vil betegne som frygt. Frygt er en følelse, der er rettet mod konkrete ting eller personer. Angst er en mere universel og eksistentiel følelse, hvor årsagen til den som regel er mere diffus.

    Du kan for eksempel bekymre dig om, hvordan det skal gå dig og børnene i fremtiden, uden at du kan sætte så mange ord på din bekymring. Angst er en tilstand præget af uro, ængstelse, utilpashed og bekymring for noget udefinérbart.

    Angst kan vise sig som angstanfald med åndenød, hjertebanken, svedudbrud, rystende hænder, skælven og brystsmerter eller som en konstant underliggende uro og nervøsitet.

  • PTSD (Post Traumatic Stress Disorder)

    En psykisk tilstand, som udover ved vold også kan opstå, efter man har været udsat for andre traumatiske hændelser som tortur, voldtægt, overfald eller ulykker.

    PTSD kan vise sig på 3 måder.

    Du genoplever volden

    Igen og igen ser du for dig, hvordan din ekspartner tog kvælertag på dig, hvordan du blev skubbet ned ad trappen, eller hvordan han eller hun pludselig forsøgte at komme ind i din lejlighed, efter I var gået fra hinanden.

    Du kan også opleve, at du bliver stresset, når du kommer i kontakt med noget, der minder dig om din ekspartner. Kørte din ekspartner f.eks. i en hvid varevogn, kan bare et glimt af en hvid varevogn få dig til at reagere meget voldsomt, fordi den minder om alle de gange, du var nervøs og bange, når din ekspartner kom hjem fra arbejde, og du ikke vidste, hvad der ventede.

    Selv små umiddelbart ufarlige ting som en sms fra din ekspartner om, at jeres barn har været ved tandlægen, kan trigge disse følelser i dig og sende din krop i alarmberedskab.

    Er du nødt til at have kontakt med din voldelige ekspartner, for eksempel i forbindelse med dit barns samvær eller en sag i Familieretshuset, kan genoplevelserne påvirke dig så meget følelsesmæssigt, at du mister overblikket og evnen til at fremsætte dine synspunkter og meninger.

    Du undgår at blive mindet om volden

    PTSD kan også komme til udtryk ved, at du fortrænger nogle af minderne og ikke husker, hvad der er sket, eller kun dele af det. Og dukker de pinefulde tanker og følelser fra tiden med vold op, skynder du dig at tænke på noget andet. Det kan også ske, at du undgår situationer, der minder dig om volden. Det kan for eksempel være film og bøger, der rummer vold, eller at du undlader at komme bestemte steder.

    Rigtig mange med PTSD begynder at undgå sociale sammenhænge, fordi de føler sig fremmede blandt andre mennesker.

    Du er i et forhøjet psykisk alarmberedskab

    Har du PTSD, er det også karakteristisk, at du hele tiden eller meget nemt kommer i et psykisk alarmberedskab. Den rationelle del af dig ved godt, at faren er drevet over, men dine følelser og din krop har ikke erkendt det. Det viser sig ved, at du har problemer med at sove, lider af hukommelses- og koncentrationsbesvær, let bliver irriteret og vred og ofte farer sammen.

    Det kan have negative konsekvenser. Har du svært ved at styre din vrede, går det mange gange ud over din familie, herunder også dit barn. Og har du koncentrationsbesvær og svært ved at huske, kan det gå ud over din evne til at passe arbejde eller uddannelse.

  • Det sociale liv

    Udover de psykiske følgevirkninger kan volden betyde, at dit sociale liv får et knæk.

    Du har måske mistet kontakten til venner og familie, fordi din partner fortalte dig, at de ikke var gode for dig. Det kan også være, at dine venner og familie ikke kan forstå, hvorfor du ikke bare kan komme videre eller finde ud af at samarbejde om børnene. Det er heller ikke ualmindeligt, hvis du har mindre overskud til job og uddannelse, og måske opgav det, fordi det skabte problemer med din partner, når du skulle af sted. Måske holder du dig væk fra din ekspartners del af byen og isolerer dig.

    Søg hjælp – du er ikke alene

    Ingen skal stå alene med at blive udsat for vold. Hvis du genkender dig selv i følgevirkningerne, eller hvis du er blevet udsat for vold, så søg hjælp. Husk på, at du kan komme videre med den rette hjælp – se herunder.

03 Få hjælp og rådgivning

Bliver du udsat for vold, eller er du pårørende, kan du få hjælp døgnet rundt ved at ringe til Lev Uden Volds hotline på 1888.

Derudover kan du:

Vær også opmærksom på, at du kan være berettiget til tilskud til psykologhjælp, hvis du har været udsat for partnervold. Tal med din læge om muligheden.

youtube video

Når volden flytter ind

I seks år levede Marie i et voldeligt forhold. I en stærk, personlig beretning kan du høre hende sætte flere ord på oplevelserne og kampen for at finde styrken til at gå.

Læs Maries fortælling lige her

Kontakt os

Vi sidder klar til at hjælpe