Det er helt normalt, hvis jeres barn reagerer i forbindelse med samvær. Særligt skiftedage kan være svære at håndtere for nogle børn.
Udover at støtte barnet ved at tilbyde faste og trygge rammer og ved ikke at lave for mange planer i løbet af samværet, er det også vigtigt at have øje for, at et barn har brug for, at der er en sammenhæng mellem sine to hjem, to familier og livet uden for med institution eller skole, fritidsinteresser og venskaber.
Som samværsforælder kan du måske føle, at du ikke udnytter tiden med barnet godt nok, hvis barnet skal til fodbold eller har en legeaftale i løbet af de dage, det bor hos dig. For det går jo ud over jeres fælles tid sammen. Det er dog vigtigt, at du giver barnet lov til at føre sit hverdagsliv med venner og interesser videre, når det er hos dig. Ellers kan barnet få en følelse af at leve to meget adskilte liv. Det kan gøre overgangene imellem de to hjem sværere.
Måske har jeres barn brug for din hjælp til at tilrettelægge tiden under samvær på en måde, som skaber denne sammenhæng. Det kan du blandt andet gøre ved at vise, at det er i orden, at jeres barn ikke kun bruger sin tid sammen med dig, og ved at fortælle, at barnet ikke skal have dårlig samvittighed. Støt barnet i indimellem at lave legeaftaler, og vær opmærksom på, om der er fritidsaktiviteter eller børnefødselsdage, som barnet bør deltage i, mens det er hos dig. Det kan også være, at jeres barn har behov for at invitere kammerater med hjem til dig og vise sit værelse og eventuelle nye søskende eller kæledyr frem.