Mødrehjælpen Nykøbing F. lokalforening
Mødrehjælpens lokalforening i Nykøbing F. arrangerer aktiviteter og fællesskaber for gravide, forældre og børnefamilier. Lokalforeningen drives af frivillige, der arbejder for at skabe netværk og gode oplevelser for familier i lokalområdet.
-
Den Rullende Kagemand - fødselsdagshjælp
Vil du gerne give dit barn en festlig fødselsdag med kammeraterne, men har svært ved at få enderne til at mødes? Mødrehjælpens fødselsdagshjælp Den Rullende Kagemand giver dig mulighed for at søge om et bidrag til fødselsdagen. Pakken indeholder kage, drikkevarer og pynt til at afholde dit barns fødselsdag. Derudover får barnet en gave til 200 kr.
Fødselsdagshjælpen skal bruges til at invitere barnets børnehave- eller klassekammerater til fødselsdagsfest.
Hvem kan ansøge?
Den Rullende Kagemand kan søges til børn, der fylder fra 4-13 år. Du skal være bosiddende i Guldborgsund kommune for at modtage hjælpen og have svært ved at holde fødselsdag pga. økonomi, helbred eller personlige forhold.
Hvordan ansøger jeg?
Ansøgningsskema i Word kan hentes her
Ansøgningsskema i PDF kan hentes herDu er også velkommen til at hente et ansøgningsskema i vores butik.
Ansøgningsfrist
Ansøgningen skal være os i hænde senest den 20. i måneden før
barnet har fødselsdag. F.eks. skal den afleveres senest den 20.april hvis barnet har fødselsdag i maj -
Babystartpakke
Er du nybagt eller kommende mor i Guldborgsund kommune, har du mulighed for at få udleveret en af vores startpakker.
Ansøg om at få en startpakke, ved at trykke på linket i bunden og udfylde spørgeskemaet.
Du vil modtage en e-mail indenfor 14 dage, fra mailadressen nyk.start@mhj-lokal.dk med svar om, du er blevet godkendt.
Du afhenter startpakken i Mødrehjælpens butik i Slotsgade 9 i Nykøbing.
Du kan de næste 14 dage med fordel tjekke din mappe med ”uønskede mails”. Ofte havner mails fra mailadresser du ikke kender, nemlig i den mappe.
Tryk på linket og udfyld spørgeskemaet:
-
Oplevelser og udflugter
I løbet af året inviterer vi børn og deres forældre fra Nykøbing F. til at deltage i forskellige aktiviteter og udflugter. Det kan være éndagsture til f.eks. biografen, Legejunglen og BonBon-land.
Vores fokus er at give børn og forældre positive oplevelser og familieminder samt at styrke fællesskabet i familien og med de øvrige familier på turen. Det er gratis at deltage, og vi sørger for transport, forplejning og evt. éntre.
Tilmelding
For at deltage i Mødrehjælpens aktiviteter og ture kan du kontakte lokalforeningen på Nyk.akt@mhj-lokal.dk og komme på vores mailingliste. Du bedes skrive dit fulde navn, adresse, telefonnummer, e-mail adresse, antal børn og børnenes alder, samt skal du skrive årsagen til, at du søger om at komme på vores aktivitetsliste. -
Ønsketræet - julehjælp
Har du brug for hjælp til julegaven til dit barn?
En af vores aktiviteter har til formål at indfri konkrete julegaveønsker til børn i alderen fra 0 og op til 17 år. ( Max pris 300 kr.)
Du skal være bosiddende i Guldborgsund kommune for at kunne søge.
I ansøgningsskemaet skriver du barnets alder, køn og det konkrete ønske f.eks. 8 år, pige, LEGO Friends nr. xxxx (skriv meget gerne, hvilken konkret model, barnet ønsker sig, så det ikke får noget, som det har i forvejen
Godkendes din ansøgning, bliver barnets ønske skrevet anonymt på et hjerte, hængt på et juletræ i Mødrehjælpens butik og i Kvickly, hvor kunder kan tage et hjerte og købe gaven, som de så afleverer i Mødrehjælpens butik. Alle gaverne skal afhentes i Mødrehjælpens butik Slotsgade 9, 4800 Nykøbing F. i henhold til aftale.
Alle familier, der står på vores aktivitetsliste, vil modtage en mail, hvor de får mulighed for at ansøge om en julegave til deres barn/børn. Der skal indsendes ét skema pr. barn. Tidsfristen for indsendelse af skema vil fremgå af dén mail, vi sender ud.
Gør en forskel sammen med os
Alle i Mødrehjælpens lokalforeninger er frivillige, og vi har altid plads til nye i vores fællesskab. Hvis du eller en du kender, er interesseret i at blive frivillig i Mødrehjælpen, står vi klar til at høre fra dig. Læs mere om de forskellige måder at være frivillig på og kontakt os via formularen.
Kontakt
Formand: Jette Lund Madsen
E-mail: Nykobing@mhj-lokal.dk
Følg os på Instagram og Facebook
Generalforsamling
Materiale fra seneste generalforsamling:
Støt
Besøg vores butik
Nykøbing F. lokalforening driver Mødrehjælpens butik. Her kan du finde velholdt børnetøj, legetøj og udstyr til børn. Du kan også amme og skifte dit barn.
Butiksoverskuddet går dels til aktiviteter for børnefamilier i sårbare situationer i Nykøbing F. og dels til at styrke og støtte børnefamilier i hele landet via Mødrehjælpens rådgivningsarbejde.