Du skal have en henvisning fra din læge for at få tilskud til behandling hos en psykolog.
Der er en række hændelser og oplevelser, som kan give ret til tilskud fra den offentlige sygesikring. Det gælder, hvis du:
- Har været udsat for vold – herunder partnervold – voldtægt eller røveri
- Har været impliceret i en trafikulykke eller anden form for ulykke
- Har en pårørende, der lider af en alvorlig psykisk sygdom
- Har en alvorligt invaliderende sygdom
- Har en pårørende, der lider af en alvorligt invaliderende sygdom
- Har mistet en pårørende ved dødsfald
- Har forsøgt selvmord
- Har fået foretaget en provokeret abort efter 12. graviditetsuge, eller du har ansøgt abortsamrådet om en abort efter 18. graviditetsuge
- Har været udsat for incest eller andre seksuelle overgreb, inden du blev 18 år
- Har en let til moderat depression og er over 18 år
- Har en let til moderat angstlidelse, herunder let til moderat OCD, og er over 18 år
Tilhører du en af ovenstående kategorier og befinder du dig af den grund i en krise, kan du tale med din læge om muligheden for tilskud til psykologhjælp. Det gælder også børn og unge under 18 år – dog med undtagelse af de sidste to kategorier.
Vurderer din læge, at du vil have gavn af samtaler med en psykolog, kan han eller hun udstede en henvisning.