Børn kan være mere eller mindre sårbare, når mor eller far får en ny kæreste, og reaktionerne kan også være meget forskellige fra barn til barn. Nogle børn synes, at det er spændende og er meget nysgerrige og interesserede i at lære forælderens nye kæreste at kende, mens andre børn er mere tilbageholdende. Der er også børn, som slet ikke kan acceptere det nye forhold og reagerer med stor modstand mod det.
Disse følelser er helt naturlige, når far eller mor får en ny kæreste:
- Barnet kan føle, at den nye kæreste pludselig er mere vigtig for dig end barnet
- Barnet kan blive jaloux på den nye kæreste
- Barnet kan føle, at det skal kæmpe med den nye kæreste om at få din opmærksomhed
- Barnet kan få en oplevelse af, at du pludselig ændrer dig, fordi der er kommet en ny kæreste ind i billedet
- Barnet kan føle sorg, for eksempel når det endelig forstår, at mor og far ikke finder sammen igen
At barnet eller barnets anden forælder stadig er påvirket af skilsmissen, kan forstærke følelserne herover og den reaktion, barnet har på mødet med din partner.
Et råd vil være at lytte til det, dit barn siger – også til det, som barnet ikke siger direkte, men som det viser med sin adfærd. Anerkend dit barns følelser. De er ikke nødvendigvis positive, men det er helt naturligt, at børn har modsatrettede følelser, når mor eller far får en ny kæreste.
Hav tålmodighed, gå langsomt frem og husk at tilbringe tid alene med dit barn.
I næste afsnit kan du læse flere råd til, hvad der kan være godt at overveje, inden dit barns først møde med din nye kæreste, så I på bedst mulig vis tager hensyn til barnet.
LÆS OGSÅ: Guide til den sammenbragte familie