Mødrehjælpen Svendborg lokalforening
Mødrehjælpens lokalforening i Svendborg arrangerer aktiviteter og fællesskaber for gravide, forældre og børnefamilier. Lokalforeningen drives af frivillige, der arbejder for at skabe netværk og gode oplevelser for familier i lokalområdet.
-
Den Rullende Kagemand - fødselsdagshjælp
Vil du gerne give dit barn en festlig fødselsdag med kammeraterne, men har svært ved at få enderne til at mødes? Mødrehjælpens fødselsdagshjælp Den Rullende Kagemand giver dig mulighed for at søge om et bidrag til fødselsdagen. Den Rullende Kagemand består af en fødselsdagspakke, der indeholder mad, drikke og pynt til at afholde en fødselsdag for op til 25 børn. Derudover får barnet en gave til ca. 200 kroner.
Fødselsdagshjælpen kan bruges til at invitere barnets børnehave- eller klassekammerater på børnefødselsdag.Hvem kan ansøge om Den Rullende Kagemand?
Den Rullende Kagemand er for børn i alderen 3-15 år. Det er samtidig et krav, at du er bosiddende i Svendborg, Langeland eller Ærø Kommune eller på Midtfyn og at din økonomi er trængt, eller at du ikke har overskud til at holde fødselsdagen på grund af for eksempel sygdom.
Sådan ansøger du
Du ansøger via vores side på NemTilmeld.
Ansøgningsfrist
Der er ansøgningsfrist den 10. i måneden før, dit barn har fødselsdag. Du får svar på din ansøgning få dage efter ansøgningsfristen.
-
Oplevelser og udflugter
I løbet af året inviterer vi børn og deres forældre fra Sydfyn til at deltage i forskellige oplevelser og udflugter. Det kan være éndagsture til f.eks. ZOO, museer eller forlystelsesparker. Det kan også være en tur i teatret.
Vores fokus er at give børn og forældre positive oplevelser og familieminder. Vi dækker transport, entré og forplejning.
Vi ønsker at tilbyde mindst en sommerudflugt hvert år og et julearrangement hvert år i december. Derudover kan der komme tilbud om oplevelser i forbindelse med fx efterårsferien.
Er du interesseret i at deltage, så følg med på vores Facebook-side, hvor vi annoncerer alle vores aktiviteter.
-
Babycafé
I Babycaféen kan du møde andre småbørnsforældre. Her kan I dele erfaringer med hinanden og hygge jer sammen med jeres børn og Mødrehjælpens frivillige. Der er mange forskellige aktiviteter i caféen, der alle har fokus på dit barns udvikling og på tilknytningen mellem dig og dit barn. Det kan for eksempel være babymassage eller babysang- og musik.
Babycaféen er et mødested for forældre over 27 år med børn i alderen 0-3 år, der har lyst til samvær og fællesskab med andre familier.
Caféen er åben hver onsdag kl. 10-13 i Jægermarkens beboerhus, Frilandsvej 43, 5700 Svendborg.
Kontakt: Har du spørgsmål, kan du kontakte aktivitetsansvarlig Inge Nielsen på Svendborg@mhj-lokal.dk.
-
Fars legestue
Er du far til et barn i alderen 0-3 år, og bor du i Svendborg Kommune? Så kom i Fars Legestue.
Her kan du lege og tumle med dit barn og møde andre fædre, der også har valgt at gå på barsel, hjemmepasse eller blot tage en fridag sammen med deres børn.
Fars Legestue er gratis, og der er ingen tilmelding – du kan komme og gå som det passer. Du bliver mødt af en frivillig tovholder, der byder velkommen og er med til at skabe god stemning og sikre, at der er kaffe på kanden.
Sundhedsplejersken kigger forbi hver gang, og du får mulighed for at stille alle de spørgsmål, du måtte have.
Fars Legestue har åbent hver tirsdag kl. 10.00 – 12.00 i Det Røde Hus, Christiansvej 45 A, 5700 Svendborg.
Legestuen er etableret i samarbejde med Forum for Mænds Sundhed, projekt Far for Livet og Svendborg Kommune, og den er støttet af Nordea-Fonden.
-
Måltidet
Mødrehjælpens lokalforening Svendborg tilbyder Måltidet, der er en fællesspisningsaktivitet, hvor I som familie kan komme og hygge sammen med andre børnefamilier og Mødrehjælpens frivillige.
Har I lyst til at møde andre børn og forældre fra lokalområdet? Og har I lyst til at få både gode grin og inspiration til sunde retter med hjem? Så tilmeld jer Måltidet.
Hvem kan deltage?
Måltidet er for børnefamilier fra Svendborg og omegn. Måltidet finder sted en tirsdag om måneden kl. 17-19 i Beboerhuset, Frilandsvej 43, 5700 Svendborg. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. Følg med på vores Facebook-side, hvor vi lægger link til tilmelding op.
Gør en forskel sammen med os
Alle i Mødrehjælpens lokalforeninger er frivillige, og vi har altid plads til nye i vores fællesskab. Hvis du eller en du kender, er interesseret i at blive frivillig i Mødrehjælpen, står vi klar til at høre fra dig. Læs mere om de forskellige måder at være frivillig på og kontakt os via formularen.
Kontakt
Formand: Karina Krammer
E-mail: svendborg@mhj-lokal.dk
Følg os på Instagram og Facebook
Generalforsamling
Materiale fra seneste generalforsamling:
Støt
Besøg vores butik
Svendborg lokalforening driver Mødrehjælpens butik. Her kan du finde velholdt børnetøj, legetøj og udstyr til børn. Du kan også amme og skifte dit barn.
Butiksoverskuddet går dels til aktiviteter for børnefamilier i sårbare situationer i Svendborg og dels til at styrke og støtte børnefamilier i hele landet via Mødrehjælpens rådgivningsarbejde.