Mødrehjælpen Ringsted-Sorø lokalforening
Mødrehjælpens lokalforening i Ringsted arrangerer aktiviteter og fællesskaber for gravide, forældre og børnefamilier. Lokalforeningen drives af frivillige, der arbejder for at skabe netværk og gode oplevelser for familier i lokalområdet.
-
Den Rullende Kagemand - fødselsdagshjælp
Vil du gerne give dit barn en festlig fødselsdag med kammeraterne, men har svært ved at få enderne til at mødes? Mødrehjælpens fødselsdagshjælp Den Rullende Kagemand giver dig mulighed for at søge om et bidrag til fødselsdagen. Hjælpen kan for eksempel bestå af en kagemand, boller og saft. Derudover tilbyder vi “Den Rullende Pizza”, som giver dig mulighed for at søge om et bidrag til fødselsdagen for unge i alderen 13-16 år.
Fødselsdagshjælpen skal bruges til at invitere barnets børnehave- eller klassekammerater til fødselsdagsfest.
Hvem kan ansøge?
Vi støtter fødselsdage for børn, der fylder 3-16 år. Du skal være bosiddende i Ringsted eller Sorø kommune for at modtage hjælpen og have svært ved at holde fødselsdag pga. økonomi, helbred eller personlige forhold.
Hvordan ansøger jeg?
Ansøgningsfrist
Ansøgningen skal sendes 4 uger før fødselsdagen holdes.Kontakt
Hvis du har nogen spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på ring.akt@mhj-lokal.dk
-
Babystartpakke
Er du nybagt eller kommende forælder i Ringsted eller Sorø kommune, har du mulighed for at få udleveret en af vores startpakker. Pakkerne deles ud i samarbejde med kommunens sundhedsplejersker og jordemødre. Har du spørgsmål vedrørende startpakkerne, så spørg din sundhedsplejerske eller jordemoder.
-
Oplevelser og udflugter
I årets løb inviterer vi børn og deres forældre fra Ringsted og Sorø til at deltage i forskellige aktiviteter og udflugter.
Det kan være éndagsture til f.eks. børneteater, biografture eller en forlystelsespark. Vores fokus er at give børn og forældre positive oplevelser og familieminder samt at styrke fællesskabet i familien og med de øvrige familier på turen.
Det er gratis at deltage. Vi sørger for entre, forplejning og evt. transport.
For at kunne deltage, skal du have en invitation, og den får du på mail.
Tilmeld dig mail-listen her.Deltagelse kræver samtidig, at du har en begrænset økonomi, og derfor skal du give oplysninger om dette, når du søger os.
Hvis du har spørgsmål, kan du skrive til os på ring.akt@mhj-lokal.dk.
-
Bisidder - Familieretshuset Ringsted
Det kan være overvældende at skulle til møde med en offentlig institution om forhold, der involverer ens børn. Særligt når man står midt i en krise udløst af et konfliktfyldt brud med ekspartneren og en samværssag, der er gået i hårdknude.
Derfor tilbyder Mødrehjælpen, at forældre gratis kan få en frivillig bisidder med til møder i Familieretshuset.
-
Ønsketræet - julehjælp
Har du brug for hjælp til julegaven til dit barn?
En af vores aktiviteter har til formål at indfri konkrete julegaveønsker til børn i alderen fra 0 og op til 17 år. ( Max pris 300 kr.)
Du skal være bosiddende i Ringsted eller Sorø kommune for at kunne søge.
I ansøgningsskemaet skriver du barnets alder, køn og det konkrete ønske f.eks. 8 år, pige, LEGO Friends nr. xxxx (skriv meget gerne, hvilken konkret model, barnet ønsker sig, så det ikke får noget, som det har i forvejen
Godkendes din ansøgning, bliver barnets ønske skrevet anonymt på et hjerte, hængt på et juletræ i Ringsted eller Sorø, hvor kunder kan tage et hjerte og købe gaven, som de så afleverer i Mødrehjælpens butik i Ringsted.
Du afhenter herefter gaven i butikken i Ringsted på den dato som vi giver dig besked om.
Fristen for at ansøge offentliggøres hvert år i november, på vores Facebook og Instagram
Når ansøgningsskemaet er modtaget, vurderer vi ansøgningen og du får indenfor 14 dage svar på, om dine børns ønsker kommer på Ønsketræet.
Gør en forskel sammen med os
Alle i Mødrehjælpens lokalforeninger er frivillige, og vi har altid plads til nye i vores fællesskab. Hvis du eller en du kender, er interesseret i at blive frivillig i Mødrehjælpen, står vi klar til at høre fra dig. Læs mere om de forskellige måder at være frivillig på og kontakt os via formularen.
Kontakt
Formand: Dorte Munch-Nielsen
E-mail: Ringsted@mhj-lokal.dk
Følg os på Instagram og Facebook
Generalforsamling
Støt
Besøg vores butik
Ringsted lokalforening driver Mødrehjælpens butik. Her kan du finde velholdt børnetøj, legetøj og udstyr til børn. Du kan også amme og skifte dit barn.
Butiksoverskuddet går dels til aktiviteter for børnefamilier i sårbare situationer i Ringsted og dels til at styrke og støtte børnefamilier i hele landet via Mødrehjælpens rådgivningsarbejde.